I et af dagens lektions utallige sidespor kom vores underviser ind på tegnesprog, og hvordan man kan se sætningsgrænserne mellem de mange tegn. Hun havde selv været med til at undersøge det, og det havde vist sig at handle meget om de andre gestikulationer, tegnsprogsbrugerne bruger, når de kommunikerer. De rokker lidt frem og tilbage, lægger hovedet på skrå – og blinker. Hun fortalte, at der næsten altid vil være et blink efter endt sætning, nogle gange efter en sætningshelhed som fx den lille dreng, men aldrig midt i et ord, fx mellem dr- og -eng. Det er ikke noget, de gør bevidst, men det ligger indkorporeret i deres sprog, lidt ligesom vi holder pauser eller ændrer tonegangen, når vi taler.
Det, der imidlertid, var det helt spændende, var hendes udtalelse om, at vi i talt dansk ikke benytter os af blink – med én undtagelse: Pia Kjærsgaard.
Nu har jeg ikke selv undersøgt sagen og vælger at tro blindt på min kloge underviser, når hun fortæller, at formanden for Dansk Folkeparti afslutter sine sætninger med et blink. Det giver god mening, for hun er uden tvivl en god taler – holdningerne vil jeg ikke komme nærmere ind på.
Når det så er sagt, er det spændende jo, hvorfor hun som tegnsprogsbrugere benytter sig af disse blink. Måske intensiverer det sætningerne og får budskabet tydeligere frem. Måske skaber det nærvær mellem taler og modtager. Måske er det bare en underlig vane. Det sidste er nok det mest usandsynlige, for jeg er selv ret overbevist om, at alt vi gør, når vi forsøger at overbevise en anden om noget, skal gøres med fuldt overlæg og fuldt fokus på det, hvis vi har i sinde at lykkedes. Andet kan komme til at få os til at fremstå utroværdige eller ikke nærværende nok, og det vil ikke være hensigtsmæssigt at havne i en sådan situation.
Hvorvidt man kan benytte blink som et virkemiddel i sin tale – og hvorvidt det virker – er værd at undersøge, og noget jeg nok den næste uge kommer til at forsøge at lægge mærke til, mens jeg selv blinker overdrevet meget, fordi jeg nu tænker over bevægelsen.
