Okay, så laver vi en postmodernistisk udgave af hulelignelsen,
Denne udtalelse hørte jeg i dag en dreng sige, da jeg var på vej hjem efter min løbetur. Ud fra de brudstykker af samtalen, jeg fik opfanget (de fleste i nærheden af rødtlysende lyskryds, da vi alle var på cykel), har jeg konkluderet, at ham der talte, forsøgte at forklare Platons hulelignelse for den anden dreng, han kørte ved siden af. Uden kendskab til hulelignelsen, ville jeg næppe have forstået de brudstykker af forklaringen, jeg hørte, men som ny-udsprungen græsk-latin student kender jeg den jo efterhånden ud og ind.
Jeg har imidlertid ikke tænkt mig at forklare den her, da det vitterligt er besværligt stof, og det tager sin tid at komme igennem – og ikke mindst forstå. (I stedet indsætter jeg et link til fantastiske wikipedia, hvis nogle mangler en forklaring: http://da.wikipedia.org/wiki/Hulelignelsen) Det jeg vil tage fat på, er drengens idé om en postmodernistisk udgave. Han tog som eksempel fat på en handicappet, der ikke kan andet end at se tv. Jeg hørte her kun starten, men formoder, at han er fortsat i den retning, at den handicappede vil tro, at det på tv er virkelighed, og ikke vil tro på den “rigtige” virkelighed, hvis hun så den.
I bund og grund er det en fin måde at forklare hulelignelsens grundlæggende pointe på, og jeg lod mig underholde af tanken et par meter. Så vendte mine tanker dog tilbage til hans indledende replik og ordet “postmodernistisk”. Kan hulelignelsen overhovedet forklares postmodernistisk? Og så lige med fjernsyn som eksempel…
I min danskundervisning i 3.g havde vi et emne om medier og virkelighed, hvor vi diskuterede, hvorvidt medierne afspejler virkeligheden, eller om medierne skaber deres egen virkelighed, og vi derigennem står med flere forskellige virkeligheder mellem hænderne. Der var også tale om, at medierne ud fra virkeligheden skabte en helt ny virkelighed, som ikke nødvendigvis var den samme som den første. Egentlig burde jeg vel sætte ordet “virkelighed” i citationstegn, for at indikere, at det er et relativt begreb, jeg ikke har en 100% sikker definition af. For hvad er virkelighed? Hvad er vi i forhold til virkeligheden, og kan vi skabe vores egen virkelighed?
Jeg mener, at virkeligheden er individets måde at opfatte verden på, og her vender vi igen tilbage til hulelignelsen, for det er netop også det, der problematiseres i den. Der tages fat i, at mennesket har én opfattelse af verden, og er i stand til at opnå en anden, men ikke kan uden hjælp. De mennesker, der befinder sig i mørket, har brug for en person, der har været oppe i lyset, til at hjælpe sig på vej. Om de har lyst til denne virkelighedsændring er jo så en helt anden snak, for har man en gang set den anden side af tingene, kan man ikke gå tilbage til en uvidende tilstand.
Med denne mellemregning, kan man så begrunde en postmodernistisk udgave af hulelignelsen, når tv til tider bør afspejle virkeligheden, men andre gange skaber sin egen? Hvis man kun er i stand til at se tv, er man altså i mørket, ligesom personerne i hulen, men i et postmodernistisk samfund kan det måske ligefrem siges, at vi alle sammen er i mørket, fordi de fleste affinder sig med og tror på det, der siges i tv.
Hvem skaber din virkelighed?
Tak for et tankevækkende indlæg
I min selvskabte virkelighedsopfattelse, er “Mayas Slør” en søster til Hulelignelsen. Fra det meget spændende danske leksikon http://www.leksikon.org/ kan man læse følgende:
Forestillingens verden, den apollinske billedverden, er blot et sløret drømmebillede af den underliggende lidelsesfulde viljestræben. Det er dette drømmeslør, denne skinverden, der er den bildendes kunst forudsætning, og ved denne kunst fornemmes det da også, med Nietzsches ord, at den blot er skin. Bag skinnet gemmer sig, ifølge Nietzsche, musikkens ånd, den dionysiske sønderrivelse af Mayas slør. Denne sønderrivelse indvirker rusens kunst- og enhedsfølelse, hvor individet ophører og forløses i en mystisk enhedsfølelse, hvilket vil sige en forsoning med den altomfavnende verdensvilje. Denne destabilisering af forestillingens ordnede verden mødes af Schopenhauer med gru, men hos Nietzsches føjes der til denne gru en frydefuld ekstase. Det er i det prægnante møde imellem den dionysiske sønderrivende musik og den apollinske drømmeverden, at såkaldte billedgnister fødes og forenes i den attiske tragedie.
Kilde: http://www.leksikon.org/art.php?n=5202
Jeg synes stadigvæk at dette indlæg er tankevækkende!
På islandsk hedder et fjernsyn “sjónvarp”
Etymologi: sjón=syn/vision + varp=kaste/udsende/projicere
Dette oldnordiske ord for en moderne ting bestyrker din analogi mellem Platons skyggespil og nutidens fjernsyn: Fjernsynet kaster syner der ligner virkeligheden, og skærmens projektion af levende billeder fanger seernes opmærksomhed og fastholder den.
Fjernsynet såvel som radioen, avisen, reklamen og internettet (under et: massemedier) kan formidle fragmenter af virkeligheder (eller løgne), og hvis der hos modtageren opstår en tilstand af ubevidst og vedvarende fastholdelse af opmærksomheden, overtager projektionen virkelighedens retmæssige plads i bevidstheden: Så er modtagerens sind fanget i hulen!
Postmodernismen har jeg mest lyst til at dekonstruere som absolut teori, begreb og isme, og det kan mærkeligt nok siges at være i postmodernismens ånd.