At køre ræs gennem Indre By

Det ser ud til, at jeg oplever alle de små, sjove ting i livet, når jeg kører rundt i København på cykel. Det må jeg hellere gøre noget mere, så : ) Sidst var det et lysskilt – denne gang er vi gået et level op og nået til et levende menneske. Eller også handler det om, hvilken vej, man kører. For det var her til aften på vej hjem fra yoga.

Nu har jeg endnu ikke udviklet min stedssans helt, men jeg tror var lige omkring ved Nørrebro bro (med fare for at lave dobbeltkonfekt), jeg blev overhalet af en pige i lilla jakke, og som det konkurrencemenneske, jeg nu engang er, kunne jeg ikke stå for udfordringen og satte mig for at overhale hende. Det var sådan set heller ikke enormt besværligt, men da jeg kort efter sænkede farten ved et lyskryds susede hun endnu engang hen foran mig – tydeligvis drevet af samme tanke som mig. Og hvad gør konkurrencegenet i denne situation? Får én til at tage udfordringen op.

Så de næste 2-5 km kørte vi ræs mod og med hinanden, så os over skulderen for at sikre os, at den anden var med, og overholdt sågar samtlige lyskryds’ spærrelinier, så vi ikke kom for langt frem i forhold til den anden (efterhånden er det blevet mig bekendt, at folk herovre kører længere ud end de pæne hvide streger. Som indgroet jyde kan jeg stadig ikke forholde mig til det). Og ved et enkelt lyskryds havde vi indhentet hinandens fart og holdt ventende sammen. Med hver vores temasang i form af den musik, vi hørte, og begge med brede smil over interne kamp, og i lykkelig uvidenhed om, hvem vi kæmpede mod.

Dog stoppede det brat, da jeg efter lyskrydset måtte sætte farten op og lægge mig ind til højre, da jeg skulle dreje ind ad Amagerbrogade, og da jeg ikke derfor (selvom jeg sænkede farten) så hende igen, må jeg antage, at hun drejede en anden vej. Så tak til hende i den lilla jakke for at give mig en lyspunkt, et sjovt ræs, og hjælp til at slå min rekord på at komme hjem. 10,5 km på 35 minutter er da ikke værst ^^

Nu må vi se, om jeg støder på hende igen – og ellers håber jeg, der er andre cyklende konkurrencemennesker derude, jeg kan ræse om kap med, når jeg nu alligevel er på vej hjem : )

Neonskilte, julelys og godt humør

Efter at være begyndt til træning i Polestudio, cykler jeg nu de 10,5 km igennem indre by frem og tilbage flere gange om ugen, fordi jeg er alt alt for nærig til at ville betale for offentlig transport – og fordi cykling er sundt!
Havde jeg sat mig for det samme tilbage i Jylland, ville jeg med garanti på et tidspunkt være blevet nødsaget til at cykle i et minimalt nødspor, mens overhalende lastbiler truede med at hive mig ud på vejen og splatte mig ud over asfalten, og flere steder ville der mangle gadebelysning – enten fordi det var i stykker eller sparet væk. Men i “storbyen” (for København er i forhold til verdens andre storbyer jo ikke særlig stor…) er der fyldt op med lys, og flere steder er det nærmest ikke til at sige, hvad der lyser mest – lygtepælen eller neonskiltet. Der er en eller anden charme over de mange lys – når man kører over broerne, og alting spejler sig i vandet, mens himlen virker mørk og beskyttende, fordi stjernerne falmer i skæret fra byen.

Eller det vil sige, for tiden har det sin charme – for når det bliver lysere, og aftenerne ikke rigtig er mørke, kan lysene jo egentlig være lidt ligemeget. Og hele december har været så proppet med blinkende rensdyr og blå juletræer, at det var til at få kvalme over. Nej, jeg er ikke en fan af overreageret julepynt.

Så da jeg i går var på vej til yoga i den mørke aftenstund, var jeg lige ved at blive forarget, da jeg opfangede noget lysende spredt ud over gaden. Det forbinder jeg nemlig normalt med julepynt, og jeg synes ikke det har været særlig charmerende her på Amager i år. Men det var overhovedet ikke julepynt, for spændt ud mellem bygningerne hen over et lyskryds stod ordene:

KEEP UP GOOD SPRIRIT

… Og dét gjorde min dag meget bedre! Det var så opløftende at få det smidt i hovedet, at jeg smilede hysterisk resten af vejen, og folk har sikkert syntes, at jeg var lidt skør, men hva’, for jeg var glad og pludselig fyldt med langt mere energi!
Siden jeg startede på et 30 dages træningsprojekt med en gruppe venner (http://30dagestraening.wordpress.com/), har jeg kørt med et powerord for hver dag, og det lysskilt, jeg så i går, bekræftede mig i, hvor meget et par ord kan gøre for ens humør.

Jeg lavede lidt research på skiltet, og kom frem til denne side: http://ninawengel.com/5516/362553/home/-keep-up-good-spirit-, hvor et par andre godt-humør-tiltag også er beskrevet. Fantastisk initiativ!

Så er der vist ikke andet tilbage end at foreslå at følge skiltets budskab : )

At bruge blink som virkemiddel?

I et af dagens lektions utallige sidespor kom vores underviser ind på tegnesprog, og hvordan man kan se sætningsgrænserne  mellem de mange tegn. Hun havde selv været med til at undersøge det, og det havde vist sig at handle meget om de andre gestikulationer, tegnsprogsbrugerne bruger, når de kommunikerer. De rokker lidt frem og tilbage, lægger hovedet på skrå – og blinker. Hun fortalte, at der næsten altid vil være et blink efter endt sætning, nogle gange efter en sætningshelhed som fx den lille dreng, men aldrig midt i et ord, fx mellem dr- og -eng. Det er ikke noget, de gør bevidst, men det ligger indkorporeret i deres sprog, lidt ligesom vi holder pauser eller ændrer tonegangen, når vi taler.
Det, der imidlertid, var det helt spændende, var hendes udtalelse om, at vi i talt dansk ikke benytter os af blink – med én undtagelse: Pia Kjærsgaard.

Nu har jeg ikke selv undersøgt sagen og vælger at tro blindt på min kloge underviser, når hun fortæller, at formanden for Dansk Folkeparti afslutter sine sætninger med et blink. Det giver god mening, for hun er uden tvivl en god taler – holdningerne vil jeg ikke komme nærmere ind på.

Når det så er sagt, er det spændende jo, hvorfor hun som tegnsprogsbrugere benytter sig af disse blink. Måske intensiverer det sætningerne og får budskabet tydeligere frem. Måske skaber det nærvær mellem taler og modtager. Måske er det bare en underlig vane. Det sidste er nok det mest usandsynlige, for jeg er selv ret overbevist om, at alt vi gør, når vi forsøger at overbevise en anden om noget, skal gøres med fuldt overlæg og fuldt fokus på det, hvis vi har i sinde at lykkedes. Andet kan komme til at få os til at fremstå utroværdige eller ikke nærværende nok, og det vil ikke være hensigtsmæssigt at havne i en sådan situation.

Hvorvidt man kan benytte blink som et virkemiddel i sin tale – og hvorvidt det virker – er værd at undersøge, og noget jeg nok den næste uge kommer til at forsøge at lægge mærke til, mens jeg selv blinker overdrevet meget, fordi jeg nu tænker over bevægelsen.

Hvilken musik hører du?

Da jeg startede på universitetet i slutningen af august havde jeg mentalt forberedt mig på at besvare en lang række spørgsmål om mig selv samt tænkt over hvilke, der ville være relevante at stille andre, når man vil ind på livet af dem. En ting, jeg synes siger meget om en person, er musiksmagen. Ikke nødvendigvis de enkelte bands, men mere diversiteten overordnet set, der fortæller noget om, om man går op i musik og/eller har et åbent sind og en bred smag. Men jeg fik tilsyneladende ikke tænkt min egen musiksmag igennem, for jeg havde selv utrolig svært ved at besvare det spørgsmål.

Genremæssigt har jeg ikke nok styr på alle de bands, jeg hører, og hvis jeg havde, ville det nok blive en jævn lang liste alligevel. Desuden er det absolut ikke alt inden for de forskellige genrer, der tiltaler mig. Faktisk virker mit valg af bands ret tilfældigt, når man sådan stiller det op. Da jeg tredie gang blev spurgt om min musiksmag, og jeg heller ikke denne gang vidste, hvad jeg skulle svare, begyndte jeg derfor at tænke lidt dybere over det. Kan jeg samle noget af musikken i forskellige kategorier? Er der noget, jeg tillægger bestemte værdier?

Det er der. Det, der er fælles for det meste af det musik, jeg hører, er netop, at jeg har tillagt det forskellige stemninger, følelser eller forbinder det med bestemte situationer. Herunder kan nævnes, at jeg tidligere nok næppe ville havde fundet numre af Bon Jovi interessante, hvis de bare havde optrådt i radioen, men det gør jeg nu, fordi en veninde spontant slæbte mig med til koncert, og det var en så fed oplevelse, at musikken er blevet en del af min smag.

Når jeg taler om, at jeg tillægger musik følelser, handler det også meget om situationen, jeg hører det i. Der er det klassiske eksempel, som de fleste nok kender, hvor man har en tendens til at hører en bestemt slags musik, når man eksempelvis er enormt glad, eller utrolig trist. Personligt kan jeg for tiden godt lide at høre Within Temptation, når jeg gør rent. Men det betyder ikke, at jeg har tillagt det band nogle bestemte følelser – blot at jeg holder af at høre musikken i en speciel situation.

Når jeg taler om at have tillagt musik en stemning eller en følelse, mener jeg, at når musikken bliver spillet, bliver jeg hevet ind i en bestemt stemning, får en bestemt følelse, eller tænker på en speciel situation. I forgårs havde min kæreste soundtracks fra Dracula kørende som baggrundsstøj, mens jeg sad og læste om psykolingvistik. Jeg havde ikke rigtig lagt mærke til det, da jeg var fordybet i læsningen, men da han nåede til en nummer, der indeholdt en vokal, fik jeg en underlig fornemmelse af, at jeg burde kunne relaterer til stemmen. Ved nærmere undersøgelse viste det sig at være Annie Lennox, der sang, og jeg glemte straks alt om lektier for i stedet at storme ind på hendes hjemmeside og gennemse hendes album. Jeg måtte få svar på, hvorfor jeg følte en relation.
Coveret til albummer Bare så bekendt ud, og jeg fik kæresten til at youtub’e diverse numre fra pladen.

Allerede ved de første par toner fik jeg hele den stemning, hendes stemme før havde givet mig en lille bid af. Jeg fornemmede store højtalere og bløde tæpper, duften af gammelt hus og trægulv. Varmen fra en brændeovn og en orange kat, der ligger og spinder ved ens ben. Hyggeligt. Hjemligt, og fjernt fra storbystøj og skolestress. Jeg lod mig falde hen i stemningen et par øjeblikke, velvidende at lige præcis dé numre på lige præcis dén plade hører til i min hjemmelavede kategori “musik hørt hos far”.
Det er den kategori, der indeholder mest musik, for nøj hvor har jeg hørt meget musik hos min far. Men det er også den kategori, der betyder mest for mig, fordi jeg primært har boet hos min mor, og derfor har besøgene hos min far været mindre hyppige – og så er der bare et eller andet næsten magisk over at bo i et gammelt hus midt ude i en skov.

Så for at besvare spørgsmålet om, hvilken slags musik jeg hører, må jeg vel sige “musik, der betyder noget for mig”. Ikke et særlig oplysende svar, men umiddelbart det bedste, jeg kan komme med.

Postmodernistisk udgave af hulelignelsen

Okay, så laver vi en postmodernistisk udgave af hulelignelsen,

Denne udtalelse hørte jeg i dag en dreng sige, da jeg var på vej hjem efter min løbetur. Ud fra de brudstykker af samtalen, jeg fik opfanget (de fleste i nærheden af rødtlysende lyskryds, da vi alle var på cykel), har jeg konkluderet, at ham der talte, forsøgte at forklare Platons hulelignelse for den anden dreng, han kørte ved siden af. Uden kendskab til hulelignelsen, ville jeg næppe have forstået de brudstykker af forklaringen, jeg hørte, men som ny-udsprungen græsk-latin student kender jeg den jo efterhånden ud og ind.

Jeg har imidlertid ikke tænkt mig at forklare den her, da det vitterligt er besværligt stof, og det tager sin tid at komme igennem – og ikke mindst forstå. (I stedet indsætter jeg et link til fantastiske wikipedia, hvis nogle mangler en forklaring: http://da.wikipedia.org/wiki/Hulelignelsen) Det jeg vil tage fat på, er drengens idé om en postmodernistisk udgave. Han tog som eksempel fat på en handicappet, der ikke kan andet end at se tv. Jeg hørte her kun starten, men formoder, at han er fortsat i den retning, at den handicappede vil tro, at det på tv er virkelighed, og ikke vil tro på den “rigtige” virkelighed, hvis hun så den.

I bund og grund er det en fin måde at forklare hulelignelsens grundlæggende pointe på, og jeg lod mig underholde af tanken et par meter. Så vendte mine tanker dog tilbage til hans indledende replik og ordet “postmodernistisk”. Kan hulelignelsen overhovedet forklares postmodernistisk? Og så lige med fjernsyn som eksempel…

I min danskundervisning i 3.g havde vi et emne om medier og virkelighed, hvor vi diskuterede, hvorvidt medierne afspejler virkeligheden, eller om medierne skaber deres egen virkelighed, og vi derigennem står med flere forskellige virkeligheder mellem hænderne. Der var også tale om, at medierne ud fra virkeligheden skabte en helt ny virkelighed, som ikke nødvendigvis var den samme som den første. Egentlig burde jeg vel sætte ordet “virkelighed” i citationstegn, for at indikere, at det er et relativt begreb, jeg ikke har en 100% sikker definition af. For hvad er virkelighed? Hvad er vi i forhold til virkeligheden, og kan vi skabe vores egen virkelighed?

Jeg mener, at virkeligheden er individets måde at opfatte verden på, og her vender vi igen tilbage til hulelignelsen, for det er netop også det, der problematiseres i den. Der tages fat i, at mennesket har én opfattelse af verden, og er i stand til at opnå en anden, men ikke kan uden hjælp. De mennesker, der befinder sig i mørket, har brug for en person, der har været oppe i lyset, til at hjælpe sig på vej. Om de har lyst til denne virkelighedsændring er jo så en helt anden snak, for har man en gang set den anden side af tingene, kan man ikke gå tilbage til en uvidende tilstand.

Med denne mellemregning, kan man så begrunde en postmodernistisk udgave af hulelignelsen, når tv til tider bør afspejle virkeligheden, men andre gange skaber sin egen? Hvis man kun er i stand til at se tv, er man altså i mørket, ligesom personerne i hulen, men i et postmodernistisk samfund kan det måske ligefrem siges, at vi alle sammen er i mørket, fordi de fleste affinder sig med og tror på det, der siges i tv.

Hvem skaber din virkelighed?

Det gør ondt – men på den gode måde

Det er lidt som om jeg bare gik i stå for over et år siden. Man troede man kunne blogge, men fandt sig selv i 2.g eller hvad? Jeg ved det ikke, men det kan jo så være, at jeg skulle prøve igen.. Sådan, når jeg har inspirationen til det

De fleste kender nok følelsen af at man burde bevæge sig noget mere fysisk, men en stor del af os får det bare ikke gjort. Og jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg heller ikke fik det gjort. Ikke før jeg mødte Amalie, der fik sparket mig i gang ved at trykke på en helt bestemt knap: Konkurrencegenet.
Jeg var end ikke selv klar over, at konkurrence kunne drive mig så langt, men nu ligger jeg og ømmer mig over et sæt ret ømme ben, der trods udstrækning nok ikke kommer til at kunne bære mig de næste to dage.  Men hey, et sted skal man jo starte, og efter nogle måneder med uregelmæssige workouts fra bodyrock.tv har Amalie nu fået mig med på sin idé om et sommermarathon, hvor vi til en start vil forsøge så vidt muligt at træne 4 ud af 7 dage i ugen (1 valgfri konditionstræning, 1 styrkesæt og 2 blandings). Konkurrencen kommer her ind i form af at vi sammenligner vores resultater fra de øvelser, vi har fastsat for ugen.

Dog er det for mig allerede ved at blive til mere end blot Amalies skøre idé og konkurrence imod hende. Jeg kan mærke, at min krop har godt af at bevæge sig, også selvom man ligger og dør som en strandet fisk bagefter. Det er en helt vidunderlig følelse at mærke sig selv blive stærkere, smidigere eller hurtigere, måske bare til en enkelt øvelse. Det giver en følelse af succes og fremgang, som med tiden også bliver synlig, når man ser sig i spejlet. Og jeg har det i hvert fald sådan, at jeg er fyldt med sprudlende energi, når jeg efter træning træder ud af badet og er klar til at gå i gang med alle de andre daglige gøremål.

Jeg tror bestemt, træningen er kommet ind i mit liv for at blive!

Enshed om Ensomhed

Når man knækker chokoladestykker
Af en plade fra Marabou
Er det lidt ligesom når
Legoklodser falder på gulvet
Det lyder i hvert fald ens

Når man flyder væk med musikken
Tæt på eller langt væk fra
Er det lidt ligesom når
Man døsende ligger i komplet stilhed
Det føles i hvert fald ens

Når man sidder helt alene
Uanset tid og sted
Er det lidt ligesom når
Nej, det er det ikke…
Vi er aldrig de samme uden hinanden

Min skæbne er beseglet…

Så er det sket. Det er endda blevet offentliggjort. Jeg havde ikke set det komme. Hvad gør jeg nu?

Umiddelbart lyder disse få ord jo ganske forfærdelige – som om død og ødelæggelse har indtaget mit liv og skubbet mig helt ud af kurs.
Dette er dog ikke tilfældet.

Igår, lørdag d. 10 april 2010, blev det i Midtjyllands Avis 2. sektion side 6 offentliggjort, at jeg tilsyneladende overvejer at læse historie eller arkæologi, når hun er færdig med studentereksamen.
Se, det vidste jeg ikke!

Umiddelbart troede jeg faktisk, at mit mål lå på at blive gymnasielærer, men ha! der tog jeg fejl hva’? Ja, jeg må sige, jeg blev noget overrasket over den kreative journalist – sådan virkede han eller ikke, da jeg snakkede med ham på telefonen i onsdags. Han spurgte blot om jeg selv var interesseret i arkæologi, hvilket jeg bekræftede, hvorefter jeg nævnte at jeg desuden også har Græsk og Latin på gymnasiet, hvilket også hjælper til forståelsen af de gamle ting. Sjovt at han har tolket det som om, jeg agter at bruge min fremtid med at se på gamle ting og grave i sand

Engang var det faktisk det, jeg tænkte med min fremtid, men ting ændrer sig, og det er ikke længere min drøm, at blive arkæolog – slet ikke efter konstateringen af støvallergi, der nok ikke just ville gøre arbejdet mere behageligt.

Men hvorom alting er, er min skæbne blevet fastlagt af en kreativ journalist, og det finder jeg aldeles morsomt, for det har jeg ikke været udefor før

Udviskede linier – aftenens strøtanker

Når man går igennem sneen sådan en decemberaften, kan man virkelig glæde sig over, at alle verdens regler er blevet slettet. Normalt er der skel mellem græs og asfalt, men nu er alt hvidt og man kan aldrig være 100 % sikker på, hvad det er man går over, når det fine lag sne har sat sit præg på landskabet. Kun små buler i tæppet gør opmærksom på en eventuel kantsten eller andre skjulte ting, der truer med at spænde ben for en. Til tider lykkedes det forhøjningerne at snyde forbipasserende, der sparker til hvad de troede var en sneklump, men i virkeligheden var en sten, som de vil komme til at forbande resten af deres liv.

De små snefnug danser i luften. Nogle danser alene, nogle i par og andre i større grupper, mens mange har givet op og blot lader sig overgive til vinden, der fører dem rundt og til sidst lader dem dale ned og blive en del af dyngerne.

Det er smukt. Vinden er blød og blid mod huden, der antager en let rosa farve i mørket. Små snefnug sætter sig på øjenvipperne, og synet bliver sløret nogle øjeblikke, inden sneen igen smelter ved berøringen med varm hud.

Varmen er en trussel mod fnuggene. En dødelig trussel, der vandre ind mellem dem uden at tænke over, hvor mange små fnug, der må lide undergangen mod varmekilden, der vandre igennem deres bløde islandskab.

Her i den stille kolde nat har fnuggene magten. Men når solen står op og lader sine varmende stråler falde over den natlige faldne sne, vil den igen blive slået tilbage…

Start, parat, go!

Hej verden

Så er min blog oppe. Men om jeg kan finde ud af den, må tiden vise. Nu har jeg til en start fundet ind i den…

Denne blog er min gode chance for at få skrevet mine tanker ned. Det har jeg manglet, og tanker bør ikke bare ligge og flyde, for det roder så forfærdeligt.